Her kommer en skøn beretning fra en af kursusdeltagerne i gadeteaterworkshoppen afholdt i Støbeskeen fredag den 28. og lørdag den 29. september 2018 med Signe Thomsen

Fredag kl. 17.00 var vi otte, der spændt mødte op til vores første møde (i hvert fald for de flestes vedkommende) med det at lave gadeteater, på et kursus der spændte over en fredag aften og en forlænget lørdag formiddag.
Fredag gik med forskellige teknikøvelser og en introduktion til hvilket væsen en “Klovn” egentligt er og hvordan “klovnen” kan tillade sig mange ting som “almindelige” mennesker ikke kan. Vi var også omkring, at det ikke altid er de store armbevægelser der gør størst indtryk, men at det derimod er godt at kunne skrue op og ned, uden at det bliver mindre virkningsfuldt!
Lørdag var så maskernes dag. Her blev vi indført i hvordan forskellige masker kan forskellige ting og de klassiske maskers oprindelige betydning og “personlighed”. Igen også en del teknik omkring hvordan masken gør sig bedst og kommer bedst til udtryk.
Lørdag sluttede så med vores debut på gaden! Iført masker og kostumer var vi en tur i den lokale gågade hvor vi blev godt modtaget, til både publikums og vores egen store fornøjelse!
Alt i alt en forrygende weekend, og i Signe Thomsen har man en fantastisk lærer der brænder for det hun laver, og det kan ikke undgås at smitte af! Vi har grinet og næsten grædt og ikke mindst følt os udfordret! Signe formår at udfordre, dog uden at bringe nogen ud, hvor det ikke er sjovt længere! Kurset blev også tilrettelagt så alle kunne være med, på det plan som man lystede eller magtede.
Vi har helt klart fået blod på tanden til at fortsætte med denne teaterform, og glæder os til vi selv skal kaste os ud i det 🙂
På vegne af holdet
Bettina Tiegarth
 

Comments are closed.