Teatertur til Litauen
Lagt p nettet 04.12.2003

I september tog en gruppe fra Jægerspris Amatørscene af sted til teaterfestival i Litauen. Her er en personlig beretning om en usædvanlig og spændende oplevelse.
Gruppen der rejste til Litauen
Gruppen der rejste til Litauen
Fra forestillingen
Fra forestillingen
Lene Stuck  Madsen
Lene Stuck Madsen

Det hele startede som en løs snak under et egnsteaterspil –dvs. det startede længe før – men for mit vedkommende var det denne halvkolde aften i en kæmpe lade, som sildesælger, der er skyld i at jeg 15 måneder senere står i lufthavnen på vej til teaterfestival i Jonava og Kelme i Litauen. 20 personer skal vi af sted til noget, som vi ikke rigtig ved hvad er. Spændingen er stor og stemningen stiger lige lidt da vi ser, at der i check in skranken kommer et skilt op hvor de står Jægerspris teaterforening. Den er god nok – vi skal af sted.

24 timer senere står vi på scenen i Kelme. Inden da er gået en hektisk aktivitet for at få scenen op og stå. Vi har ikke sovet for meget, da vi først var fremme klokken halv tre om natten og ikke alle i gruppen, der består af folk mellem 18 og 80, er vant til sådan et natteroderi. Ind imellem forberedelser skal der også lige være tid til at overvære den officielle åbning af teaterfestivalen og se et teaterstykke opført af den lokale ungdomsgruppe. Et flot stykke uden tale inspireret af Chaplin og naturligvis holdt i sort/hvid.

Vores værter er meget hjælpsomme og ved fælles anstrengelser lykkes det, at få scene, skuespillere lys og lyd klar. Det sidste er ikke helt let, da der ikke er nogen cd-afspiller og alt vores musik er på cd. Men der blev skaffet en afspiller fra et andet teater og klokken 17:00 toner musikken frem, lyset skrues ned og PowerPoint går i gang. De Døde fra Donau forevises på dansk i et Littauensk teater.

Forestillingen er lang, så en del af de unge tilskuere forlader teateret i pausen, men et ca. 75 mennesker følger hele forestillingen. Det er okay og vi synes selv, at det går rimeligt godt. Selvfølgelig har vi fået lov til at spille i kulturhuset, som har den største scene, hvorimod Kelmes eget amatørteater spiller på det lille teater. Lidt fjollet i betragtning af hvor mange, der vil se deres forestilling, men selvfølgelig skal gæsterne have det bedste.

Efter vores forestilling styrter vi over for at se deres version af samme stykke, selvom det på Littauensk hedder ”Sangen fra Donau”. Det er sjovt at se en anden fortolkning af det samme stykke. Da det samlede stykke indeholder 52 scener er der naturligvis valgt scener ud, så nogle af scenerne er de samme som i vores eget stykke og andre scener har vi kun læst i det oprindelige manuskript. Men scenografien og tolkningen er naturligvis en helt anden. Vi er imponerede over deres stykke og ikke helt kede af at det var os, der skulle spille først.

Efter forestillingen pakker vi vores remedier sammen og så skal vi til fest i Det lille teater. Der danses og drikkes god øl. Ind imellem kommer der en forbi med en flaske af den lokale vodka og så skal der drikkes skål. Omkring midnat går ”de gamle” hjem, mens de unge bliver og fester videre med de andre unge. De har også lidt lettere ved at tale sammen, da det som hovedregel kun er de unge under 25, der taler engelsk.

Næste morgen venter vi en bus klokken 8:00, der skal køre os til Jonova. Det er koldt at stå uden for og vente, men endelig kommer bussen næsten 3 kvarter forsinket. Vi får nu mulighed for at se lidt af Litauen idet vi har en køretur på et par timer foran os. Ikke alle benytter sig dog af denne chance, men får til gengæld sovet.

Vel ankommet til Jonova får vi endelig morgenmad. Klokken er nu også 11:30, så det ville nok hedde brunch, hvis man var et andet sted i verdenen.

Efter morgenmaden/frokosten går vi hen til teateret. Det er stort! Vi ser lidt nervøst på hinanden. Hvordan i al verden skal vi kunne spille her. Igen en hektisk aktivitet. Der er 4 timer til vi skal spille, så der er bestemt ikke for meget tid. Heldigvis får vi hjælp af de lokale scenefolk. Da jeg kommer op og ser lysbordet er jeg ved at gå i chok. Så stort, ingen computerstyring og alt står på russisk. Mens skuespillerne slapper af/varmer op sidder jeg og sveder over alle de knapper der skal køres op og ned for at få de rigtige farver og den rigtige belysning. Igen møder vi stor hjælpsomhed, men også sprogbarriere. Endnu engang lykkes det at være klar til tiden.

Efter vores forestilling kan vi slappe af og glædes over at der nu er 2 dage, hvor vi bare skal nyde de andres teaterforestillinger.

Og hvilke teaterforestillinger!!!!

Atter bliver vi imponerede af det samspil, der er mellem scenografi, lys, lyd og skuespil. Man glemmer helt at forestillingen er på litauensk. Vi sidder igen og får fornemmelsen af at vores forestilling ikke rigtig gør sig hernede. Men heldigvis er Litauerne meget høflige, så vi bliver rost af dem. En efterfølgende diskussion af stykket ender desværre lidt i en skamrosning af hinanden. Synd, fordi man kunne være kommet lidt dybere i de forskellige gruppers forståelse af stykket, men det bliver desværre ikke til noget.

Dagen efter er der endnu flere forestillinger på programmet. Samt tilbud om en workshop. Nogle deltager i det ene, andre i andet og nogle tager en taxa tilbage til hotellet. Selv når jeg på markedet, på værtshus, workshop og ser en børneforestilling. Vi er dog stort set alle samlet til middagen og til den efterfølgende forestilling som opføres af en Islandsk gruppe. De har taget udgangspunkt i Grims eventyr og det hjælper jo noget på forståelsen – for os i hvert fald. Det viser sig nemlig ved en efterfølgende snak, at kun de færreste litauere kender til eventyrene. Men forestillingen er så flot at alle er begejstrede efterfølgende – forståelse eller ej. Der eksperimenteres igen med lys og lyd samt i høj grad med selve skuespillet.

Endelig får vi den sidste dag set Bjørnen af Tjekhov. Aldrig har jeg set en forestilling med så megen energi. Vi er alle meget imponerede, men også fyldt op.

Hvad har vi lært af turen?

Tjae måske man skal målrette sine forestillinger lidt mere til internationalt publikum, når man deltager i en festival, og måske ville det være rart at have så god tid at man kunne nå en gennemspilning inden forestillingen. Vi har hentet inspiration til både scenografi og koreografi på scenen. Og så har vi lært at det som er rigtig flot og godt i Jægerspris ikke nødvendigvis er særlig imponerende når man står i et kæmpeteater i Litauen. Men skidt med det. Vi tager gerne af sted igen om to år.

Udskriv} | Send | Hits: 1395 |