JAS 25 års jubilæum
Lagt pĺ nettet 05.05.2006

Vi ønsker til lykke med de 25 år og har klippet lidt i jubilæums skriftet.

Scener fra scenen
Et lille tilbageblik med et par anekdoter
Af Valter Simonsen


En ydmyg start
Da JAS startede for 25 år siden, øvede vi de første år i et klasseværelse på Møllegårdsskolen, og når klokken ringede kl. 22:00, pakkede vi det hele sammen og gik hjem.

Forestillingerne spillede vi i teatersalen på Slotskroen, og midt under forestillingen startede der en mægtig stor varmeblæser, der hang på bagvæggen, så publikum ikke kunne høre en lyd, men hvis vi slukkede den, sad folk og frøs.

Tre år efter vi startede JAS, lejede vi teatret (dengang biografen) på Møllevej af fru Molly Olsen, en elskelig ældre dame.

Efter et møde med medlemmerne, hvor vi gav hinanden håndslag på, at alle gav en hånd med i ombygningen af biografen, lovede den daværende bestyrelse, at der ville stå et færdigt teater tre måneder efter, og det kom til at passe, den 19. november 1983 blev teatret indviet.

Når vi gik og arbejdede, kom fru Molly Olsen tit ind i salen og sagde, "Nu er der kaffe og æbleskiver". Hun var et fantastisk menneske med fast plads i teateret, hende skylder vi meget.

Ambitiøst repertoire
Vi lagde hårdt ud fra starten, og vi satte ikke vores lys under en skæppe med den første forestilling, "5 Sma Forløb" af Harold Pinter. Den næste var "2 Akter For 5 Kvinder" og derefter "Svend Knud og Valdemar". Der er en episode fra den forestilling jeg kan huske.

Kong Valdemar, som spilles af en kvinde (Agnete Simonsen) og Kong Knud, som blev spillet af mig selv (Valter Simonsen): vi kommer sejlende ind i Lammefjorden og svømmer det sidste stykke i land, vi skal mødes med Kong Svend spillet af (Kell Pedersen).

Hans væbneren kommer skridende ind og siger. ”Her kommer Kong Svend” I det samme kommer kongen ind og fejer væbneren til side med en håndbevægelse. Det afstedkommer, at væbneren tumler baglæns hen over scenen, Kell tør ikke se sig tilbage, men sveden springer frem på hans pande. Agnete og jeg står står så vi kan se det hele, og vi er ved at omkomme af grin.

Han (væbneren) tumler baglæns hen og falder over en trappe, ryger ind i sidekullisen, der drejer rundt, men falder på plads, hvorefter væbneren (Bendt Lohse) sætter sig pladask på trappen med et ordentligt brag. Alt dette på en gang. Vi var ved at få grine krampe, Agnete og jeg, og Kell turde ikke se bagud, medens sveden sprang frem på panden. Men publikum skreg af grin, de troede det var med i denne i forvejen skøre forestilling.

Da klappen gik ned
Jeg kan også huske, at da vi spillede "En Duft Af Honning" af Shellagh Delaney fik vores Sufflør fibersprængning af grin:

Jeg spillede en fordrukken automobilsælger, og den sorte klap faldt pludselig ned. I sådan en situation kan man intet høre, selvom suffløren havde sagt replikken. Jeg var tre gange forbi hende, uden at høre noget, hun stod i den ene side af scenen, alt imens jeg sagde en hel masse, der ikke stod i rollehæftet, så publikum ikke opdagede hvad der var sket. Det var det der fik hende til at grine - men replikken lykkedes til sidst.

Improvisation er en kunst
En anden gang spillede vi "fru Mimi" af Gustav Wied. Damerne i forestillingen bad om champagne, som tjeneren skulle komme med. Det varede meget længe, inden han kom med den, og imens måtte damerne improvisere. Han kom så ind og gav flasken til fru Mimi, men den var ikke lukket op.

Hun kiggede og gav ham flasken igen, imens hun sagde, "den er jo ikke lukket op" (det stod ikke i rollehæftet). Butleren tog flasken igen idet han sagde "undskyld" - det stod heller ikke i rollehæftet.

Der gik igen et stykke tid. I sådanne situationer synes man, der går lang tid, når man skal improvisere, selvom der reelt ikke gør. Butleren kom så ind med flasken åbnet, men han gik meget hurtig ud igen, fordi han havde skåret fingeren (han tørrede blod af) og det blev han ved med indtil forestillingen sluttede.

Jeg husker også, at vi det første års tid ikke kunne forlade scenen under forestillingerne, når vi skulle tisse, fordi så skulle vi igennem salen og det kunne vi jo ikke når vi spillede.

Så vi måtte have en spand stående. Hvis det var op over, kunne man forrette sin nødtørft i den. Det er blevet bedre senere. Nu har vi sminkerum under scenen og opholdsrum ude i stuerne bag ved, hvor vi kan opholde os, når vi ikke er på scenen. Vi kan forlade scenen uden at det kan ses af publikum, der er en trappe i det ene hjørne, som fører ned i sminkerummet og videre op i stuerne, hvor der er højtalere så vi ved, hvor vi er i stykket.

"Dødemandsprøven."
Under opbygningen af teatret hængte vi rør op inde i salen, og på scenen til projektører osv. Når vi skulle kontrollere, om de sad ordentlig fast, lavede vi "dødemands-prøven" som vi kaldte det. Den bestod i at jeg hængte mig i armene i røret, når det var sat op (jeg vejede den gang over 110 kg.) Og hvis det kunne holde til mig så var det i orden. Jeg faldt kun ned to gange - uden at komme til skade. Prøven er senere blevet udført på en noget mere professionel måde, så der er ingen, der skal være nervøse for at gå i teateret.

En hund efter opmærksomhed
Vi har også haft dyr på scenen. Det er altid dejligt og morsomt, fordi dyr er uforudsigelige. Jeg husker især en episode med min egen hund - Svante hed han, en dejlig lille terrier.

Vores datter spillede en fin dame med hund. Hun og Svante havde øvet sig mange gange, og han vidste hvad han skulle gøre, gø pænt osv., men nu var det en rigtig forestilling, suffløren sad i kassen, og der var mange publikummer i salen, det havde han ikke prøvet før.

Da de gik hen over scenen, opdagede han, at suffløren sad i hullet, og så stak han hele hovedet ned i sufflørkassen og gav hende et slik på kinden, og da de var på vej ud klappede publikum, det havde han heller ikke prøvet før, hvad gør man så som hund? Jo, man stikker hovedet frem bag tæppet - han skulle jo se hvad det var for noget - til stor jubel for publikum. Men da der så var en, der kom til at træde ham på poten ude bag tæppet, og han peb, hørte man publikum sige "nå, lille hund'.

I 1990 spillede jeg med i et stykke der hedder "Billy Løgneren" af Waterhouse/Hall, et social-realistisk skuespil, hvor min søn i forestillingen, Billy, spillet af (Claus Petersen) havde et opgør med mig på scenen, meget alvorligt.

PĂĄ et tidspunkt skal jeg tage fat i ham og hive ham op af sofaen, og idet jeg tager fat og hiver ham op, tager jeg sĂĄ hĂĄrdt, at alle knapperne flyver til alle sider.

Så kom ikke og sig, at vi ikke spiller realistisk i JAS - vi grinede først bagefter.

Ja jeg kunne blive ved, som I nok kan se - I skal lige have et par stykker til.

Bad timing
I 1992 spillede vi en forestilling der hed "Der er altid plads til en til" af Ray Cooney, og i hans stykker er der altid en masse døre som er en vigtig del af spillet. De går op og i hele tiden, og det kræver timing, men så skete der det, at en af skuespillerne pludselig stod med håndtaget i hånden, det var gået løst.

Det var heldigvis en af de garvede skuespillere (Kjeld Riis), der stod med håndtaget i hånden, så han sagde, "nu klager jeg til viceværten", og så gik han ud ad den anden dør ved siden af. Skaden blev udbedret i pausen.

Da sengen brast
I 1995 spillede vi "Spillemand på en Tagryg" af Joseph Stein, Jerry Bock, og Sheldon Harnick. Der havde jeg til dato min største rolle, som Tevye, den venlige mælkemand, som er gift med Golde, hans meget bestemte kone.

Da vi nåede til den mest spændende scene, hvor Tevye og Golde lå i deres store dobbeltseng midt på scenen, og han skulle frembringe et mareridt hos sin kone, skete der det - medens vi sagde vores replikker - at der pludselig lød nogle knirkelyde, og sengen begyndte at give efter.

Der lød et voldsomt brag, lige midt i det mest alvorlige sted, og sengen brasede sammen i min side, og Golde faldt ned oven i mig med det resultat, at publikum skreg af grin, og vi to også var ved at omkomme af grin. Vi stak hovederne under dynen og grinede hjerteskærende, så vi næsten ikke kunne få sagt vores replikker.
Hele denne ellers alvorlige scene var totalt ødelagt, men vi fik alle en dejlig livsbekræftende latter og en dejlig aften, så pyt med det.

I 2005 spillede vi "Sølvbrunch" af Sven Holm, en anderledes men god og morsom forestilling, som vi alle på holdet var meget tilfredse med.

En meget åben dør
Men her skete der også et lille uheld, som vi grinede meget af. I kongesiden af scenen var der er et åbent toilet, hvor en hel del af spillet foregik. En af de medvirkende, der i forestillingen hed Olaf (spillet af Carsten Bo Johansen), skulle ud fra toilettet, men da han tog fat i døren for at åbne den, stod han pludselig med hele døren i favnen - til megen morskab for alle, undtagen for os instruktører, der fik sved på panden.

___

Ja 25 ĂĄr er gĂĄet, og der er sket mange ting og sikkert nok en hel del mere, som jeg bare ikke kan huske, men alt skal jo ogsĂĄ have en ende.

For mig er det en stor fornøjelse stadig at være med i JAS, selvom jeg er fyldt 60 år. Så længe jeg synes, det er sjovt, og JAS kan bruge mig til noget fortsætter jeg. Det er jo også med til at holde en i gang. Jeg skal heller ikke glemme alle de dejlige venner, og søde mennesker vi har i JAS, som er med til at gøre JAS til noget særligt.

Jeg vil håbe, at JAS vil fortsætte i mange år endnu, og at vi kan blive ved med at glæde de mange mennesker, der kommer og ser vores forestillinger.

Hermed vil jeg slutte mit lille tilbageblik i de 25 år der er gået, og byde alle velkommen til en ny og meget spændende sæson 2006 – 2007.
Med hĂĄbet om mange nye sjove forestillinger.
Valter Simonsen.

Udskriv} | Send | Hits: 1525 |