Femten Ă„r med Mastodonterne
Lagt pć nettet 11.12.2003

Af: Jens Østerlund
Det er en katastrofe. Alt hvad der kan gÄ galt er gÄet galt. Kulisserne er ikke fÊrdige, musikken er ikke klar og sÄ har vi tilmed kun nÄet at spille cirka halvdelen af forestillingen igennem.
Jens Østerlund
Jens Østerlund
Annie - Mastodonterne
Annie - Mastodonterne
Cyranno - Mastodonterne
Cyranno - Mastodonterne

Året er 1989, og Mastodonterne har just endt en generalprþve af apokalyptiske dimensioner. Scenen er sat. Det er fredag aften, og der er premiere lþrdag eftermiddag!

Det er de sÊreste ting, man husker, nÄr man er tvunget til at tÊnke tilbage. I anledning af Mastodonternes 15 Ärs jubilÊum vil jeg i det fÞlgende forsÞge at tegne et miniportrÊt af foreningens liv pÄ godt og ondt. SÄ tilbage til den katastrofale fredag i 1989.

Stykket var ”Det gode menneske fra Sezuan”, en fire timer lang maratonforestillingen, som den unge teaterforening havde givet sig i kast med. Joh, ambitionerne var tilstede, men stod evnerne mĂ„l med de store armbevĂŠgelser? Vi stod nu samlet pĂ„ scenen, i et forsĂžg pĂ„ at diskutere os frem til en lĂžsning. Alvoren var fĂžrst ved at gĂ„ op for os alle, mens instruktĂžren fremlagde de hĂ„rde kendsgerninger – vi var simpelthen ikke klar til at spille forestillingen for publikum; der mĂ„tte aflyses. Farvel til et halvt Ă„rs hĂ„rdt arbejde. Farvel til de tretusind kroner vi havde skudt i projektet (red. Det var mange penge dengang) og goddag til en kĂŠmpe fiasko. Disse tab var dog intet at regne imod det at mĂ„tte sige farvel til sine bedste venner, for der var ingen af os der dengang troede pĂ„, at den uprĂžvede teatertrup ville kunne overleve dette nederlag.
SĂ„ledes stod vi alle trĂŠtte og forvirrede lyttende til vores instruktĂžr, da dĂžren pludselig blev revet op. Ind vĂŠltede en forpustet pige, der uden tĂžven overdĂžvede instruktĂžren og med en skinger rĂžst rĂ„bte de legendariske ord: <b>”Er der nogen der vil ha’ en honningsnitte?!” </b>Pigen, der havde en central rolle i forestillingen, havde formĂ„et at komme for sent til hele generalprĂžven, og prĂžvede nu at rĂ„de bod pĂ„ sin fadĂŠse ved at byde pĂ„ smĂ„ firkantede snitter.
Det var som om alle ure i salen med Ă©t gik i stĂ„. Alle stirrede vantro pĂ„ den stakkels pige, der stod og trĂ„dte sig selv over tĂŠerne. SĂ„ udbrĂžd der et latterbrĂžl. Timingen var sĂ„ absurd dĂ„rlig, at vi ikke kunne andet, men situationen skabte forlĂžsning og fornyet energi samt en tro pĂ„, at hvis vi stod sammen, skulle det nok gĂ„. Vi arbejdede det meste af natten, og nĂŠste dag kunne vi prĂŠsentere ”Det gode menneske fra Sezuan” for familie, venner og andre, der var udstyret med stor tĂ„lmodighed.
Dengang lÊrte Mastodonterne, at redningskransen kan komme, nÄr man mindst venter det, og fra de mest uventede kanter.

Dynamikken i Mastodonterne lĂ„ fra starten i truppens personsammensĂŠtning. Vi var de bedste venner, men vi var ogsĂ„ mere end det. Der blev kysset og ”kĂŠrstet” pĂ„ kryds og tvĂŠrs i en grad, der kunne fĂ„ tv serien Beverly Hills 90210 til at ligne livet i en mormonsk landsby. Men det var netop i spĂŠndingsfeltet mellem forelskelse og jalousi, at meget af energien blev hentet. Derfor var vi ogsĂ„ sĂ„rbare.
Det opdagede vi for alvor i 1993, da vi satte forestillingen ”Oliver” op . Dengang blev en af gruppens medlemmer alvorlig syg. Jeg glemmer aldrig den dag, da han trodsede lĂŠgernes forbud og rejste sig fra sin hospitalsseng for at gĂ„ til premieren. Vi kunne dĂ„rligt kende ham igen, og jeg vil altid huske, hvordan folk stod og grĂŠd i kulissen ved at se deres syge ven kĂŠmpe for forestillingen. Det tog hĂ„rdt pĂ„ os, men pĂ„ en mĂ„de tror jeg, at vi alle kom styrkede ud af den produktion. I dag ser jeg det som et udtryk pĂ„ den ukuelighed og vilje, der altid har vĂŠret Mastodonternes stĂžrste styrke.
Dengang lÊrte Mastodonterne, at der findes krÊfter sÄ stÊrke, at man som menig teaterentusiast er nÞdt til at stoppe op og fÄ styr pÄ sine prioriteter.

Mastodonternes egentlige gennembrud kom fĂžrst i 1996. Her fik de store aviser Ăžjnene op for os, og det var her vores samarbejde med Sebastian blev grundlagt. Stykket var ”Cyrano”, og for os var det et helt naturligt valg at sĂŠtte denne vanskelige forestilling op. Sebastians musik havde fra begyndelsen haft stor betydning for os, og pĂ„ trods af et par afstikkere til Broadway-genren og en enkelt operette, vendte vi altid tilbage til ham, b.la. med ”Ronja RĂžverdatter” i 1992. Vores formand var nĂŠsvis nok til at ringe til manden himself, og spĂžrge om han ikke ville komme og overvĂŠre en af vores afsluttende prĂžver. Sebastian kom, sĂ„ - og gik hovedrystende derfra. Siden har han ikke lagt skjul pĂ„, at han ikke brĂžd sig stort om vores udgave af ”Cyrano”. Helt tosset kunne forestillingen dog ikke have vĂŠret. Sebastian kom og sĂ„ den fem gange!
Dengang lĂŠrte Mastodonterne noget om vigtigheden af at have en trommeslager, der kan holde takten, og at man ikke altid skal sĂŠlge ud, selvom prisen er rigtig.

Sebastian havde gennem tolv Ă„r haft en stor indirekte indflydelse pĂ„ Mastodonterne, men da han i 1999 sagde ja til at instruere ”Ronja RĂžverdatter” i vores genopsĂŠtning i Fredensborg Slotshave, startede et nyt kapitel i foreningens historie.
Der var en del opstarts problemer, hvor den meget professionelle person stĂždte sammen med de mere legende og udisciplinerede Mastodonter. Sebastian krĂŠvede fuld koncentration til alle prĂžver, og det var svĂŠrt at efterleve for en forening, hvor hyggen altid havde fyldt meget.
Mastodonterne skulle nu forsÞge sig med udendÞrs teater, hvilket bestemt ikke var uproblematisk. Det jeg husker tydeligst fra den sommer er, da publikumstribunen, under en forestilling, var ved at styrte sammen fordi jorden skred under den. Jeg skal sent glemme, hvordan publikum og skuespillere stod i silende regn, og ved fÊlles hjÊlp fik tribunen afstivet sÄ forestillingen kunne forsÊtte.
Dengang lÊrte mastodonterne, at en snegl pÄ vejen er tegn pÄ regn, og at vand og strÞmkabler er en elendig kombination.

År 2002 var det forelĂžbige hĂžjdepunkt for Mastodonterne. Ikke nok med vi havde en komponist af international klasse til at skrive en musical kun til os, sĂ„ skulle urpremieren foregĂ„ i selve Cirkusbygningen. Det kunne ikke blive stĂžrre. Stykket var ”Klokkeren fra Notre Dame”, og Sebastian skrev manuskriptet og musikken lĂžbende under prĂžveforlĂžbet, sĂ„ han kunne tilpasse karaktererne efter de skuespillere, han arbejdede med.
Det var en kÊmpe produktion. Der var over hundredhalvtreds medvirkende, budgettet var svimlende, og vi arbejdede under stort tidspres. Alle roller skulle dobbeltbesÊttes pga. den lange spilleperiode, og det skabte mange interne problemer, da det viste sig umuligt at dele sol og vind lige. Ved en overmenneskelig slutspurt blev vi klar til premieren. Den danske presse var nÄdeslÞs i sin kritik, men publikum strÞmmede ind, og vi fik stÄende applaus hver aften.
Efter den produktion skulle Mastodonterne bruge halvandet Är pÄ at slikke sÄr og puste ud, men det var det hele vÊrd. Det var alle enige om, da vi til afslutningsfesten kiggede hinanden i Þjnene og forstod, at vi havde vÊret med til at skrive et lille stykke teaterhistorie.
Dengang lÊrte Mastodonterne at blÊse med mel i munden. Desuden lÊrte vi, hvad alle stÞrre virksomheder ved i dag; at man aldrig skal dele folk op i A- og B- hold, hvis man gÄr op i stÞrrelser som harmoni og godt arbejdsmiljÞ i produktionen.

Det var lidt lĂžst og fast om de sidste femten Ă„r i Mastodonterne. Mange er kommet til, siden vi opfĂžrte ”SkatteĂžen” i 1988, og endnu flere har forladt os pĂ„ vores vej fra AsminderĂžd Skoles gymnastiksal til Cirkusbygningen i KĂžbenhavn. Det er dog alt for tidligt at skrive en konklusion, men hvem ved mĂ„ske om femten Ă„r.

Udskriv} | Send | Hits: 2032 |