Kursus i sang den 30.10. - 1.11.09.
Lagt pĺ nettet 09.11.2009






Det er en kold og mørk fredag aften. Bente og jeg, to glade amatører fra Ordrup Scenen, er på vej til weekendkursus med skuespiller Birgitte Bruun og pianist Henrik Sørensen. Vi er meget spændte på, hvad der venter os. Fredensborg Vandrehjem er heldigvis let at finde, og det er fine forhold, der møder os. Pænt og hyggeligt med meget flotte værelser og gode faciliteter. vi bydes på sandwich i det store lyse undervisningslokale og inden længe møder Birgitte og Henrik friske op. Snart er vi i gang med at varme stemmerne op med en fællessang.

Alle 16 deltagere har en sang eller en vise med, som de vil synge. Noder findes frem til Henrik og det viser sig hurtigt, at han er ekspert i at sætte tonearten enten op eller ned, hvis den oprindelige ikke passer til ens stemme.

En ad gangen kommer vi op på gulvet og synger vores sang/vise. Derefter går Birgitte i gang med at instruere. Hun er virkelig dygtig til at komme ind til sangens/visens kerne og også til at få sangerens evner og glød til at lyse op. Derfor bliver det heller ikke en konkurrence, da vi alle er unikke. Alle får noget værdifuldt med sig hjem, som de kan bruge og arbejde videre på.

Lørdag fortsætter på samme måde og vi oplever den ene sang/vise efter den anden tage form og komme til live for vores øjne. Birgitte og Henrik synes at hente deres energi fra en bundløs kilde.

Vejret er pragtfuldt og heldigvis er der tid mellem undervisning og herlige måltider til at nyde den smukke park omkring Fredensborg Slot. Træer og buske stråler i efterårets fan­tastiske farver. Om aftenen er der underholdning med Janne Lærkedahl og pianist Torben Kjær.

Søndag er vi så heldige, at Birgitte – med vores tilladelse – har inviteret sin egen sanglæ­rer med. En vidunderlig og karismatisk kvinde ved navn Bonna Søndberg. Det bliver til mange gode grin og en flot finale søndag formiddag. Birgitte og Henrik giver heldigvis to numre fra deres lange samarbejde – og det er super godt! Efter endnu en dejlig frokost vender vi snuderne hjemad. Mætte i både krop, sjæl og sind. Mange er så begejstrede for kurset, at de allerede foreslår et nyt. Næste gang ønskes, at kurset strækker sig over to dage, forskudt for hinanden. Den første dag skal være med Henrik, hvor vi får fastlagt toneart og øver sangen igennem. Derefter kan vi øve os hjemme i en uges tid eller mere, og ved næste møde skal Birgitte så instruere.

Vi håber, at der vil være tilslutning til et nyt kursus, for det var en virkelig lærerig, beri­gende og underholdende weekend med Birgitte Bruun og Henrik Sørensen. Tak!


Hanne Bruun, Ordrup Scenen.


Udskriv} | Send | Hits: 1394 |