Støbeskeen fylder 25 år
Lagt pĺ nettet 14.10.2003

Af Mia Bagger og Jørgen Valentin
Der var engang - sådan begynder alle eventyr, og nu fylder teaterforeningen Støbeskeen 25 år og har fortalt historier og udført magi med i alt 105 forskellige teaterstykker !
Teateret ved begyndelsen
Teateret ved begyndelsen
Ole Jeppesen
Ole Jeppesen
Frede Ikholm
Frede Ikholm
Ole og Frede ved 10 års jubillæet
Ole og Frede ved 10 års jubillæet
Inge Beierholm, formand for Støbeskeen
Inge Beierholm, formand for Støbeskeen
Knud Volsing og Dorthe Sejr
Knud Volsing og Dorthe Sejr

Selve jubilæumsdagen har bestyrelsen valgt at fejre d. 23.november med et brag af en forestilling, samt mange andre spændende aktiviteter.

Men hvad var det nu for "engang"?

Jo, selve Krudtværket kan prale af at være blevet startet helt tilbage i 1758, men vores teaterhus blev først bygget lige efter 2.verdenskrig. Det synede ikke af så meget og har heller aldrig været, hvad man kalder bevaringsværdigt, derfor er der ikke så meget af hente om selve huset.

Men Carl Petersen, 90 år, har været ansat på Krudtværket i 33 år, og han har arbejdet i vores teaterhus.
"Vi arbejdede med at udvaske granater", fortæller han. "Det vil sige, at vi smeltede trotyl ud af granaterne. Vand hentede vi fra det nærliggende vandværk. Dampene var farlige, og vi var iført gasmasker, hætter og lange, uldne vanter og armbeskyttere, ellers kunne det nemt gå galt. Reglerne omkring sikkerhed var strenge, og blev de ikke fulgt, kunne man se sig om efter andet arbejde.
Senere blev huset brugt til opbevaring af hylstre til jagtpatroner. Det var her de kvindelige arbejdere kom ind. Holdet bestod ellers kun af mænd. Men når jagtsæsonen nærmede sig, kom de og samlede og pakkede patronerne.
Vi kunne også holde lidt sjov med dem", mindes han. "Hvis vi smed lidt hagl på gulvet, så gled de i dem og røg på r……, så vi kunne jo få et kig på både dit og dat !".
"Men det var en god arbejdsplads, og krudtværksarbejderne var højt respekteret i byen. Vi kom nydelige og rene til og fra arbejde, tjente en skilling mere end de fleste andre, men kun de færreste så, hvor beskidte vi i virkeligheden var, mens vi arbejdede.
Men det fik en ende, Krudtværket lukkede i 1965, og mig bekendt blev det nuværende teaterhus ikke brugt til andet end lager - indtil det blev et teaterhus".

Der lĂĄ det sĂĄ, indtil holdet bag oprettelsen af teaterhuset fik det pĂĄ hĂĄnden - sĂĄdan da. For alt var ikke helt efter protokollen.
Teaterforeningen blev oprettet ved en stiftende generalforsamling d. 13 december 1977 i kantinen pĂĄ Magleblikskolen med Ole Jeppesen som initiativtager og senere mangeĂĄrig formand for foreningen.
Indtil indvielsen af huset d. 3.marts 1980 spillede man rundt omkring. I det nuværende Aktivitetshuset Paraplyens gymnastiksal, gymnastiksalen på Byskolen ( nu Rådhus) og andre steder, hvor der var plads. Den nystiftede forenings allerførste forestilling,"Du kan ikke tage det med dig", blev spillet 15.,16. og 18. april 1978 i Byskolens gymnastiksal.

Annie Jeppesen, Ole Jeppesens enke, husker : "Ole var meget irriteret over, at skulle slæbe alle rekvisitter frem og tilbage i de forskellige gymnastiksale. Der var ikke tid nok, og de brugte en masse af den tid, de havde fået til de praktiske ting. Så han ville meget gerne have et teaterhus".
Fembanden bestående af Ole Jeppesen, El- Leif Petersen, "Spare" Jørgen Pedersen, Orla Hansen, Brænderigaarden, og Orla (Radio Orla )Jensen havde ået kig på den gamle, nu forladte, bygning på Krudtværksområdet. Og på bedste maner søgte de og fik tilladelse til den nuværende Støbeskeen. Eller gjorde de?
<img hspace="15" alt="" src="index.php?module=photoshare&func=viewimage&iid=34"/ align="left" vspace="5" border="0">"Jo, det er rigtigt nok", siger Spare-Jørgen. "Men dengang så Støbeskeen jo ikke sådan ud, som den gør i dag. Der var to bygninger. Vejen gik gennem det, vi nu har som bagindgang og værksted. Vi fik tilladelsen til selve den nuværende teatersal, men kaffestuen og køkkenet - tja, det kan man vel sige, at vi besatte. De første BZ´ere !!!.
Bygningen lignede Jerusalems ødelæggelse. Kommunen hentede flere læs, og så gik de mange frivillige i gang med at gøre rent og reparere.
Jeg tror, vi brugte hver eneste aften og hver weekend i 7 - 8 måneder, før det kom til at ligne noget som helst", mindes Spare-Jørgen. " Vi boede nærmest i Støbeskeen. Vi fik utrolig meget hjælp fra de lokale handlende. Tømmer fra DFJ, El - Leif organiserede alt installationsmateriale fra Hartvig Rasmussen. Og arkitekt Per Jacobsen blev inspireret fra " Det lille teater" i København til at lave niveaudelingen i salen - derinde sad de på kasser i forskellige niveauer, det var billigt og fungerede fint.
Mad kom venlige sjæle med, Orla Brænderigaards kone kom med pandekager og El- Leif lavede en ruse, som vi fangede ål med i kanalen - hvad siger I til en gang stegt ål efter en travl arbejdsdag ? Stole fra en ambassade og senere fra biografen".
Her indskyder Freddie Ikholm, der har været med i 22 år : "Jeg kan godt huske, at vi skulle hente de stole. De var vistnok lovet væk til nogle andre, men…..!
"Der var intet vand i huset" tilføjer Spare-Jørgen, "og det skulle vi jo bruge, så man kan da godt sige, at det "fik" vi fra spejderne, ja og el klarede El- Leif selvfølgelig. Det var måske ikke helt lovligt, alt det vi lavede - men nu er der ingen, der skal kunne komme efter os!"
Freddie Ikholm tilføjer: "Ja, og du, Jørgen, skaffede alt muligt. Fra kaffekopper til tøj, det var helt utroligt, hvad du kunne få vredet ud af folk".
"Det er rigtignok, Freddie, men efterhånden lod nogle, som om de ikke så mig, når jeg kom ind. Det var vist ved at blive temmelig trætte af mig!".

Anni Jeppesen: "Ole fik i hvert fald lært at bruge hænderne, mens det stod på. Han var ikke verdens største praktiker. Og senere, da huset kom i brug, gik han ikke af vejen for at gøre rent, vaske op eller rydde op. Så det havde da også nogle sidegevinster".

Og i gang kom huset. Ved den officielle åbning d 3.3.-80 udtrykte stifteren af Kulturelt Samråd Hans Futtrup, at det var intet mindre end en lokalhistorisk begivenhed. Daværende borgmester Frode Behrndtz udtrykte med forbavselse, hvor rart og hyggeligt, der var blevet. "Her er jo atmosfære, hygge og miljø", udbrød han.

Første forestilling efter indvielsen blev "Fru Mimi" af Gustav Wied som fulgte d. 8.3., bagefter underholdt cabaretgruppen, og d. 15.3. var der premiere på kriminalspillet " En inspektør ringer på".

Ved den stiftende generalforsamling sagde Ole Jeppesen følgende :

"Hvad er det vi vil ?

Helt enkelt spille og beskæftige os med teater og det enhver form for teater : traditionelt teater - folkekomedieteater - eksperimentelt teater - revyteater - børneteater - kirkespil osv. osv..

Hvorfor vil vi det ?

Fordi det at arbejde med teater er en god måde at være sammen på. Komme lidt ud af sit eget miljø - man får brugt sig selv - man får lært en hel masse på en udviklende og festlig måde, og de fleste finder ud af, at
de kan mere og andet end de troede i forvejen. Kort sagt en samværsform der giver udfoldelsesmuligheder og kan tilfredsstille eller skabe en kundskabstrang.

<img hspace="15" alt="" src="index.php?module=photoshare&func=viewimage&iid=32"/ align="right" vspace="5" border="0">Men hvem var Ole?
Annie Jeppesen, Oles enke, smiler ved minderne. "Ole var en ildsjæl. Han ville gerne have været skuespiller, men da de ikke ville have ham ved Studenterscenen kunne det være lige meget. Så ville han lave sit eget teater. Først spillede han på Grand Hotel i mange forestillinger, så kom Hekserevyerne, men trangen efter at få sit eget sted slap ham aldrig. Og jeg tror næsten ikke, jeg har set ham så glad, rørt og stolt, som da det efter hårdt arbejde stod færdigt.

Flere har spurgt mig, hvordan jeg kunne holde ud at være gift med en mand som aldrig var hjemme! Men det var ikke noget problem. Ole og jeg gav hinanden plads. Havde jeg ønsket en 8-16 mand, havde jeg aldrig valgt Ole. Han gav mig plads til at gøre mine ting, jeg gav ham plads til at gøre sine.
Selv har jeg aldrig haft interesse for at stå på scenen. Jeg var hans telefondame, hente billettérdame og sørge for ting- og sagerdame. Da Ole arbejdede med Halsnæs Teater, mødte han mange professionelle skuespillere, og det inspirerede ham.
Og selv om jeg ikke ønskede at stå på scenen, har jeg været meget i Støbeskeen gennem årene. Der var jo altid brug for en hjælpende hånd. Men med fire børn var der jo meget at se til.
Ole blev kun tres ĂĄr, men jeg
plejer at sige, at han levede dobbelt sĂĄ meget som mange andre i de tres ĂĄr.
Måske brændte han sit lys i begge ender, men lyset havde en klar lue - og det er det vigtigste".

Støbeskeen er stadig levende og brændende, og vi føler os sikre på, at de næste 25 år vil blive ligeså spændende og inspirerende".

Anna Knudsen, der har været med i 25 år og har spillet med i utallige forestillinger, kan skrive under på Oles ord.
"I mit hjem sang og spillede vi altid", fortæller hun. "Så da jeg så

Oles annonce, hvor man søgte interesserede til at spille teater, var jeg straks med på ideen. Jeg kan slet ikke lade være med at spille teater. Jeg elsker at formulere en tekst, og revyen står mit hjerte meget nær. Og jeg har været heldig, for der har altid være bud efter mig. Selv her på mine gamle dage".

Freddie Ikholm er meget enig. I mange år var Støbeskeen hans andet hjem - til tider måske næsten det første - og rollerne næsten "besatte " ham. Han synes også, at han har været heldig og har fået lov til at gestalte mange og forskellige karakterer på scenen.

Julie Verdich er en af de unge som også har tabt sit hjerte til Støbeskeen og det at spille teater.
"Jeg har ingen ambitioner om at blive professionel", siger hun.

"Jeg får tit at vide, at jeg er den pæne pige, men på scenen kan jeg få lov til at leve følelser ud, som jeg ikke skilter med til dagligt. Det er pragtfuldt! En anden ting, som jeg holder meget af er, at vi er sammen på tværs af mange aldersgrupper. I mange sammenhænge i livet er vi alders-opdelte - det er vi ikke i Støbeskeen, og det sætter jeg pris på".

Udskriv} | Send | Hits: 2381 |